Gå til hovedindhold
Du er her:

3-6 måneder "jeg kan"

Vi har beskrevet, hvad et barn på 3-6 måneder skal kunne motorisk og sansemæssigt

  • Jeg kan alt det, som er beskrevet i 0-3 måneder.
  • Mine forældre er fortsat opmærksomme på, at jeg ikke ligger i samme stilling med mit hoved, når jeg sover, så mit kranie bliver skævt, eller jeg udvikler en favoritside.
  • Når jeg er vågen, ligger jeg det meste af tiden på maven.
  • I maveliggende stilling kan jeg have vægten på mine albuer og løfte mit hoved 90 grader.
  • I slutningen af denne periode begynder jeg at kunne løfte hele min overkrop op på strakte arme.
  • I slutningen af perioden begynder jeg at pivotere rundt om min egen akse, når jeg ligger på maven. Min mor hjælper mig med dette ved at placere mit legetøj ned langs siden af min krop.
  • Jeg ser på og leger med mine hænder.
  • Jeg rækker ud efter legetøj med begge hænder og putter det i munden.
  • Når jeg er blevet skiftet og skal op at sidde, kan jeg holde mit hoved stabilt, når min mor tager fat i mine hænder og hjælper mig op.
  • Jeg er begyndt at grine og pludre meget af dagen.
  • Jeg sidder ikke meget, kun kortvarigt i auto- eller skråstol. I slutningen af perioden, når jeg skal til at have grød, sidder jeg helst på skødet, i arm og ellers kortvarigt i skråstol eller høj stol, hvis jeg kan holde ryggen ret.
  • Jeg drejer mit hoved efter lyde, der er uden for mit synsfelt.