Gå til hovedindhold
Du er her:

Derfor skal spædbørn ligge på maven

Allerede fra barnet er helt nyfødt, har det gavn af at ligge på maven en stor del af den vågne tid.

Det er der flere årsager til:

  • Den fremliggende stilling stimulerer mave-tarmfunktionen
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn sover på ryggen for at mindske risikoen for vuggedød. Dette kan have den utilsigtede bivirkning, at barnet udvikler et fladt baghoved. For at kompensere for mange timers tryk på samme sted på baghovedet er det hensigtsmæssig at lade barnet ligge på maven, når det er vågent, læs om "Fladt baghoved"
  • Kroppen skal være stærk for at kunne sidde, kravle og gå. Når barnet ligger på maven, styrker det musklerne på kroppens bagside; nakke, ryg og baller.
  • Når barnet har ligget på maven, har det fået et godt grundlag for at udvikle dets motorik og balance. For børn, der har været vant til at ligge på maven, vil det være naturligt at begynde at rulle, krybe og kravle.
  • Så snart barnet selv kan trille om på maven, bliver det mere selvhjulpent og kan selv tilfredsstille dets nysgerrighed. Det lille barn er nysgerrig og intelligent og vil gerne udforske dets omverden.

Hvordan lærer jeg mit barn at ligge på maven?

Langt de fleste børn har ingen problemer med at ligge på maven, hvis de blot får mulighed for det fra de er helt små. Barnet finder hurtigt ud af, at det er fra denne stilling de kan komme videre i deres udvikling og få stillet deres nysgerrighed. Når de løfter hovedet har de et godt overblik over deres omverden og på et tidspunkt vil de begynde at krybe hen til deres mor, far, søskende, legetøj og andre spændende ting.

Nogle børn bryder sig ikke om at ligge på maven. Indtil barnet er så stærkt i nakkemuskulaturen, at det kan løfte hovedet frit, skal man som voksen have lidt tålmodighed og hjælpe barnet ved at smile og snakke med det.

Afviser barnet meget kan man evt. lægge et lille sammenrullet håndklæde under barnets brystkasse og armhuler. Når brystkassen bliver løftet lidt, er det lettere for barnet at løfte hovedet op.

Nogle børn har det godt med at ligge på maven på mors eller fars mave eller over mors eller fars lår. Her føler de sig trygge og de kommer automatisk lidt højere op, så der er mere at se på.

Man kan også bære det lille barn rundt, mens det ligger på maven.